De fleste vil opleve, at elbilen har kortere rækkevidde om vinteren end om sommeren. Desuden kan man også forvente, at opladningen af elbilen går langsommere. Det er helt normalt. Batteriet i elbilen fungerer dårligere ved lave temperaturer, præcis ligesom blybatteriet i den gamle benzinbil eller batteriet i mobiltelefonen.
Årsagen til dette er, at de kemiske reaktioner i batteriet sker langsommere ved lave temperaturer. Elektronerne, der transporterer strømmen, bevæger sig langsommere, og dette oplever elbilisten ved langsommere opladning og mindre batterikapacitet. Om vinteren tager det altså længere tid at oplade batteriet, samtidig med at et fuldt opladet batteri rækker til færre kilometer. Ifølge Norsk Elbilforening kan opladning ved 10-20 frostgrader tage 3-6 gange så lang tid som ved 10 plusgrader.
Det eneste, der i nogen grad kan modvirke dette, er at øge batteriets temperatur. Opvarmning af batteriet sker i nogen grad under kørsel, især når man har kørt en længere tur (1 time eller mere). Derfor bemærker man ofte, at batteriet både holder længere og oplader hurtigere, når man kører lange ture end korte ture i kulden. Hvis man har været på en lang tur, er det bedre at oplade batteriet når man kommer hjem, mens batteriet stadig er varmt, end at vente til næste morgen, når batteriet er blevet koldt. Hvis bilen parkeres i en varm kælder over længere tid, og batteriet når stuetemperatur, vil opladningen også gå hurtigere, og batteriet holder længere. Nogle elbiler har også et aktivt varmesystem til batteriet, og så er det smart at forvarme bilen/batteriet, mens den står til opladning i garagen.
Det bedste råd til vinterkørsel med elbil er derfor at være opmærksom på, hvad kulden gør ved batteriet, og træffe mulige foranstaltninger for at holde batteriet varmt og oplade, når batteriet er varmest.
Copyright © 2026 Circle K Danmark